7.9.19

Hvorfor jeg ikke længere kan genkende mig selv i klimabevægelsen

Spoiler: Det er ikke, fordi jeg har ændret holdninger.

Siden jeg var barn, har klima og miljøet været på toppen af min politiske prioriteringsliste, og jeg er den, min omgangskreds kommer til med deres spørgsmål om bæredygtighed, både de tekniske og de personlige. Det er mig, folk kommer til med deres triumferende "og jeg købte den endda brugt!" eller "og vi tager toget!" Det er jeg rigtigt stolt af.

Det skete så gradvist, at jeg knap lagde mærke til det, men den sidste måned har jeg ikke været i tvivl: jeg føler mig ikke hjemme hos den længere den grønne bevægelse. Jeg er mæt. Mæt på tips og tricks. Mæt på opfordringer til at ændre dette eller hint. Mæt på formaninger og løftede pegefingre.

Der er masser af gode, nuancerede debattører derude. I ved, hvem I er. Men jeg er træt af de pseudovidenskabelige og direkte uhensigtsmæssige budskaber, der er begyndt at præge billedet.Træt af den til tider fuldstændigt unuancerede modstand mod GMO. Træt af manglende kildekritik. Træt af at se selv angiveligt professionelle organisationer hoppe i med begge ben og dele billeder og "fakta", der sidenhen viser sig at være falske, fordi det lød som noget, der kunne have været sandt.Træt af håbløse råd om hjemmelavet tandpasta mm.

Og så har der sneget sig en tendens ind til at tale til et "scarcity mindset", altså følelsen af mangel og frygten for at gå glip. "Du går glip af chancen for at få den sundeste krop nogensinde, hvis ikke du skifter til vegansk kost," siger den. "Du går glip af muligheden for sindsro, hvis ikke du skaffer dig af med flere af dine egendele". "Du går glip af dit liv ved at arbejde så meget". "Din telefon stjæler din tid". "Hvorfor har du overhovedet fået de børn, hvis ikke du er interesserede i at bruge al din tid med dem?" En rigtigt lusket lille stemme, der fanger opmærksomheden på præcis samme måde - og på præcis lige så tyndt grundlag - som typiske reklame- og salgshacks. Få dig til at føle, at du ikke er helt nok, ikke gør det godt nok, ikke får helt lige så meget ud af livet, som du kunne, hvis ikke du lægger din livsstil om til lige netop denne. 

Nej, det er ikke alle, der bruger dem. Og ja, vi er alle nødt til at foretage nogle ændringer. Men jeg har ikke lyst til at læse med hos folk, der forsøger at blæse en frygt op for at sælge mig noget, heller ikke hvis det bare er budskabet i sig sevl. 

Og så er der det faktum, at jeg ikke har lyst til, at bæredygtighed skal være omdrejningspunktet i mit liv. Et hensyn, helt klart. Men ikke som en ting, der overskygger alt andet. Jeg vil hellere fyldet livet med gode bøger, aftendyp i havet, kunstudstillinger, koncerter, lækker mad, familiebesøg, avislæsning, brætspil, naturoplevelser, træning, kreativitet og meget mere. Alt det, der gør mig glad.